fbpx

Af Majbritt Sandberg & Anne Seeberg, Co-founders, RED Lab Experience

Vi har brugt milliarder af kroner på møder, teambuilding, firmature og fester for at opbygge relationer i virksomhederne, der støtter op om den altomfavnende virksomhedskultur, som vi i årtier har talt om kan være så endegyldigt vigtig for en virksomhed. Vi bør måske bruge lidt tid på at overveje, hvordan vi får skabt alle de små uformelle og tilfældige møder, vi normalt har. Hvad kommer det alt sammen til at gøre ved kulturen i virksomheden. Hvis ”kultur spiser strategi til morgenmad”, spiser Zoom så kulturen til frokost?

Vi er blevet mere effektive og virksomhederne sparer milliarder af kroner på, at alle møder med kunder og kollegaer nu finder sted i det online møderum, i stedet for de fysiske. Men når man sidder med budgetterne for 2021 og kan skære i kolonnen med rejseaktiviteter, mødelokaler og hotelovernatninger, så bør man også tænke over, hvilken konsekvens det vil få for virksomhedskulturen og sammenholdet. 

Det står klart, at vi ikke kommer tilbage til at mødes, som vi har gjort. Vi kan ikke længere forsvare at sende vores ansatte på tværs af kloden til møder, messer og til konferencer i samme frekvens som tidligere. Økonomisk og sikkerhedsmæssigt. 

Ifølge Harvard Business Review mødes vi på globalt plan lige nu oftere end før, men vores møder er kortere netop fordi de er online. Ligesom de fleste af os har et had-kærlighedsforhold til CC funktionen i Outlook, så har vi glædeligt taget den med over i vores kalender, når vi inviterer til Zoom-møder. Vi tænker ikke over, hvem vi inviterer, da det kræver mindre af os at arrangere mødet, så derfor inviterer vi nu flere til møderne og klemmer også lige et ekstra møde ind. Derfor er det ikke helt så mærkeligt, at vi alle har lidt “online meeting fatigue”, når vi ser kalenderen fyldes op med møder i virksomhedens nye mødelokaler, ”Zoom” og ”Teams”. 

Mon ikke nogen af de penge der var budgetteret til at blive brugt til forretningsrejser og møder stadig har en plads i budgettet. Så vi ikke alle sidder og frygter et 2021 med kedelige online møder. Vi bør få møderne digitaliseret på en professionel måde og skabt en mere helstøbt oplevelse. Med alle de mange redskaber og platforme, som findes til at gøre det både sjovt, hyggeligt og ikke mindst lærerigt igen. Det er noget nyt, men det er også vigtigt, at vi bliver ved med at øve os. Det åbner pludselig døren for et hav af muligheder, hvor man anonymt kan dele ideer og bekymringer via de digitale platforme. Måske vi skal flytte vores fokus til den øgede inklusion, vi pludselig får mulighed for at give alle typer af ansatte. Introvert, ekstrovert, enlig mor, andre afdelinger.

Det er ikke noget nyt under solen, at vi ikke altid har styr på, hvorfor vi holder møder. Lige nu skal vi ikke til og fra møderne, så derfor slutter det ene møde samme minut, hvor det næste starter. Det bliver afholdt på en grå platform uden nogen form for mulighed for rigtigt at tale sammen. Det bliver på bekostning af kultur, samvær og de små samtaler, der binder os sammen i hverdagen. Ideer og relationer bliver næppe skabt, når vi har inviteret 15 kollegaer til et 30 minutters møde. Sørg for at afsæt tid til at vi kan tale sammen, dele lidt personlige udfordringer, frustrationer over hjemmeskoling og udsigt til endnu et år på et trangt hjemmekontor. Sørg for at der er tid og mulighed for, at man kan tage en-til-en møder, hvis behovet opstår. Ja man kunne endda prøve at lave noget sjovt til de online møder. Der findes utallige muligheder for at få hyggen, tilliden og forståelsen for hinanden, som vi fik ved mødet på gangen, tilbage i mødelokalet.   

Hvis vi ikke lærer at mestre det online møderum, mødepligt og mødekultur, mister vi ikke bare indspark og ideer fra andre, men vi kommer måske også til at miste kulturen, som mange har arbejdet på at opbygge gennem årtier. I vores iver for at effektivisere sætter vi evnen og tilliden til at stille hinanden kritiske spørgsmål over styr. Tilliden der er så ultimativ, når det drejer sig om udvikling og vores villighed til at omfavne forandringer. Vi er alle enige om, at det er en forandret verden, vi står i. Vi skal tænke langt mere kreativt og socialt, når vi planlægger vores online møder. 

Så kære virksomhedsledere, sæt ikke det hele over styr, i en tid hvor forandring er blevet et vilkår. I har mulighed for at spare procenter på bundlinjen, når det på sigt vil koste os så meget mere. Invester tid og penge i jeres møder. 

 

Mere information, kontakt: 

Anne Seeberg, anne@redlabexperience.com, mobil: 6052 5162

www.redlabexperience.com